Juletur til Berlin - torsdag den 10. - søndag den 13. december 2015


Tilbage

I år havde vi opgraderet vores efterhånden traditionelle tur til de tyske julemarkeder. Hamburg var skiftet ud med Berlin, for vi trængte til luftforandring. Ud over Lene og Paul, som vi plejede at turnere rundt til Hamburgs julemarkeder med, havde vi også udvidet ”orkestret” idet Charlotte og Michael fra Bankdata også havde meldt deres interesse for Berlin.

Torsdag morgen forlod vi det blæsende og regnfulde Danmark og kørte i 2 biler mod Berlin med sol og kun lidt blæst. Vi ankom til Berlin ved 14-tiden, fik hurtigt stuvet bagagen ind på vores værelser – for at skynde os mod det første julemarked: Gendarmenmarkt, der siges at være et af Berlins flotteste. Det var det eneste sted, hvor vi betalte entre og nok var markedet placeret på en flot plads mellem gamle smukke bygninger, men derudover var der ikke noget, der berettigede entreen – i forhold til de andre julemarkeder, vi besøgte. Til gengæld smagte det første glas glühwein super!

I løbet af torsdagen gik vi ca. 10 km. rundt i Berlin og vi så adskillige julemarkeder, før vi trætte tørnede ind på hotellet.

Fredag havde turguiden Paul proklameret fælles morgenmad kl. 8:30 og alle adlød, selv om der var lidt sure opstød over for mange glühwein og trætte fødder. Det skulle blive værre, for fredagen bød på ca. 25 km. travetur rundt i Berlin. Med besøg langs muren, der delte byen i øst og vest. Der er ikke så meget tilbage af selve muren men der er lagt to rækker brosten gennem byen, hvor muren har stået. Ved Checkpoint Charlie er der et Mauermuseum, som vi måtte gemme til en anden god gang. Efter en længere gåtur, endte vi ude ved et stort indkøbscenter KaDeWe, der mest af alt minder om Harrods i London. Luksusvarer overalt. I kælderetagen var der en stor delikatesseafdeling primært med franske varer. Også en fransk vinbar, hvor de blev noget fortørnet over, at vi forsøgte at bestille en Oloroso (sherry). Vi fandt heldigvis frem til sherryen i deres vinforretning…

Efter en længere tur gennem Tiergarten, nåede vi frem til Brandenburger Tor, der er mere pompøst end det er smukt. Tilbage ved hotellet var der kun lidt tid til at slappe af, før vi igen skulle have vandreskoene på. Aftensmaden var bestilt på en restaurant Asador – det måtte borge for gode bøffer – og stedet skuffede ikke! De kunne også servere god Malbec rødvin – og en mørk øl til dessert!

På vejen hjem handlede Paul ind til en godnatøl på værelset, men det orkede Marie og jeg ikke. Der var udsolgt efter en lang og spændende dag. Vi kunne sagtens have brugt undergrundsbanen, til at komme rundt i byen, men det er den perfekte måde, at opleve en storby på, at gå rundt. Man når at få sjælen med sig – og et par ømme fødder – bevares!

Lørdag måtte vi vel kunne sove længe. Men nej, vores hårde turguide kostede os ud af sengen til samme tid som dagen før. Knap var morgenmaden indtaget, før vi skulle afsted. Første destination var et krydderimekka kaldet Pfefferhaus. De var ikke åben, da vi nåede frem, så vi slog lidt svinkeærinder omkring en stor sportsbutik og et indkøbscenter (Alexa). I Pfefferhaus solgte de primært chili-produkter men de havde også økologiske krydderier…

Efter lidt frokost på Alexanderplatz ved et velbesøgt julemarked, gik turen tilbage til hotellet med alle indkøbsposerne. Igen kun en kort pause, før Paul kommanderede tropperne ud igen. Vi havde retning mod Det jødiske kvarter i Berlin. I første omgang gjorde vi holdt på en irsk pub, hvor jeg lærte, at man godt kan blande de irske øl Guinness and Kilkenny. Det kaldes en Black & Tan og den smagte fint, selv om jeg nok vil foretrække en Guinness næste gang!

Udenfor pubben var der et julemarked på Hackescher Platz. Efter lidt mad, gik turen rundt i gaderne, baggårdene og de mange butikker, der var overalt her. Spændende bydel. Efter en del vandren rundt, fandt vi igen et julemarked. Her kunne Marie og jeg få et stykke brød med schweizisk smeltet ost og en masse andet tingeltangel ovenpå. Osten smagte fint, men det fyldte ikke så meget på brødet…

Det var blevet mørkt og Paul viste os ned mod markedet ved Rothes Rathaus. Her var der lang kø, for bare at komme ind på selve markedet, så det overvejede vi slet ikke. I stedet gik vi på jagt efter aftensmad i nærheden og vi fandt efter lidt søgen frem til en restaurant, der ville servere både wienerschnitzel, løgsuppe og pastaretter. Der var lidt delte meninger om kvaliteten af maden men alle gik mætte derfra. Og nu var alle ved at være trætte og mætte, selv om aftenen stadig var ung.

Vi gik stille hjemad og faldt på vejen over en bod, der solgte feuerzangenbowle. Det måtte vi prøve… Det smagte meget som glühwein mit rom. På hotelværelset blev det lige til en kop øl og en enkelt whisky, før vi tørnede ind kl. 21:30.

Søndag morgen var Charlotte og Michael tidligt oppe. De havde nogle aftaler i Danmark senere på dagen, så de kørte lidt tidligere end vi andre. På vores vej hjem mod Danmark, gjorde vi holdt ved Neumünster, for at se, om deres julemarked kunne gå an. Det kunne det. Og de serverede faktisk en god glühwein ohne sjuss – men med en hotdog til!

Ved grænsen gjorde vi stop ved Fleggaard, hvor ca. 96 % af danskerne åbenbart holdt til. Der var sort af mennesker i butikken og jeg mistede totalt lysten til at handle ind. Der var simpelthen for mange mennesker for mig.

Ved 5-tiden var vi tilbage i Erritsø efter en super dejlig forlænget weekend. Vi havde en skøn tur med dejlige mennesker. Vi var enige om, at Berlin nok er et eller flere besøg værd, men deres julemarkeder og julepynt berettiger ikke til den længere køretur. Her kan Hamburg sagtens være med, sikkert fordi det hele er mere koncentreret i Hamburg. Lad os se, om det så bliver tilbage til Hamburg næste gang…

1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26